Krop

Kropskulturer

I enhver tid og kultur findes der et hav af regler – både skrevne og uskrevne – om kroppen: Hvordan er en sund krop? Hvordan ser en pæn krop ud? Hvor meget krop viser man offentlig – hvad gør kvinder, hvad gør mænd, hvad gør børn? Hvad er normalt og unormalt?

Vi vokser alle sammen op i en eller anden kultur, og som børn tager vi vores kulturs regler til os som selvfølgeligheder. Det gælder kropskulturen, så vel som tanker og tro om livet – og det hele hænger efter min forståelse sammen. Selv er jeg vokset op i 70-tallet, lidt udenfor Helsinki, hvor der var store områder skov lige om hjørnet. Vi børn bevægede os meget i naturen og legede udenfor hele året. Vi var heldige til at mærke friheden af kroppen og samhørigheden med naturen. Og begge dele betyder stadig rigtig meget for mig.

kids

Men jeg ville slet ikke skrive denne blog, hvis ikke jeg oplevede, at vores kropskultur her i Norden generelt er lidt begrænsende. Noget af det har med klimaet at gøre. Jeg synes fx at det er synd at se de finske vuggestuebørn om vinteren: De er pakket ind i så mange lag tøj, at det er næsten umuligt for dem at bevæge sig. Og noget har måske med den lutherske religion at gøre: At alt det smukke, sensuelle og kropslige er syndefuldt. For ikke at glemme videnskabens tro om at hovedet er klogere end resten af kroppen. Lægger man klimaets, religions og videnskabs påvirkninger sammen, er der ikke så meget krop tilbage at elske, beundre, nyde eller lære af.

Da jeg blev teenager, opdagede jeg flere og flere regler om hvordan man ”burde” opføre sig – frem for at løbe rundt i skoverne. Det var som om at den vilde og frie Ronja eller Pippi i mig lige pludselig skulle kasseres – nu skulle det handle om at se flot ud for drengene og være slank nok – bare fordi det skal man – og være fit og moderigtig nok – for det skal man også. Men hvor forsvandt glæden ved kroppen og friheden i bevægelserne og tankerne?

Ronja_v_rskrik

Mange nutidens voksne er stive i kroppen, pga. for lidt bevægelse, for meget sidden ned – og måske også på grund af travle og stive tanker? Hvor er den umiddelbare begejstring henne? Hvad med glæde? Berøring? Sensualitet?
I teaters og dansens verden finder jeg stadig disse kvaliteter. Og i klovneriet. No wonder, at jeg elsker at være min klovnekarakter, Føline. Det er ligesom at være det frie barn i skoven igen.

Nogle kulturer er mere krops- og menneskevenlige end andre. Jeg så for nylig en dokumentar om nogle dejlige, runde kvinder i Brasilien. En europæisk journalist undrede sig over, hvordan disse, lidt overvægtige kvinder kunne være så tilfredse med sig selv. Hun spurgte dem, om det ikke generede dem, at de var overvægtige. Men de forstod ikke hendes spørgsmål.  Og så gik de en tur i byen sammen, kvinderne og journalisten. De tilfældelige mænd, de mødte på gaderne, råbte dejlige ting efter dem, såsom ”Hej smukke” eller ”Hej sexede”, og de svarede på samme måde tilbage. Hvorfor skulle de ikke være tilfredse, når alle smilede til dem og flirtede med hinanden – og solen skinnede…