Kraft, Kreativitet, Krop

Rastløshed

Efter noget ferie føler jeg mig udhvilet – både fysisk og psykisk. Jeg har sovet godt, vandret i naturen, læst lette romaner, mødtes med venner og drukket øl, vin og mojitos. Og hvad sker der så? Rastløsheden melder sig! Og ikke alene rastløshed, men også utilfredshed og irritation. Hvad sker det?

wild dance

Lige så langt tilbage, som jeg kan huske, har rastløshed været en tilstand, jeg kender til. Som barn sad jeg aldrig stille – ikke en gang i skole – og hørte ofte derom fra lærerne. Da jeg var ung, syntes mine forældre, at jeg var morsomt med mine uendelige idéer og rastløsheden, som især meldte sig om aftenen, når man skulle falde til ro.

Ro er godt – og indre ro er smukt. Jeg er meget taknemmelig for den tilstand af harmoni, som jeg fx oplever ved at lave yoga eller være i naturen. Men rastløshed er også skønt!!! Den er en energi, som vil noget! Den vil… forandring!

Et almindeligt liv kan blive så kedeligt og forudsigeligt. Almindelige mennesker med almindelige liv og almindelige måder at kommunikere på… ZZZZZ. Hvis vi alle gør, hvad der forventes af os… ZZZZZ. I Danmark oplever jeg fx. en stærk konsensus om, at man skal “hygge sig” hele tiden. I længden er kan det blive både kedeligt, overfladisk – og ikke autentisk.

Så man keder sig – og lærer måder at dæmpe sin rastløshed på. Man kan fx forløse rastløsheden ved at dyrke sport eller snakke med venner. Eller man kan dæmpe energien, ved at se fjernsyn, spise for meget, drikke alkohol…

muppet-animal

Men rastløshed er et tegn på en kreativ energi, som vil en forandring. Det handler måske først og fremmest om mening med det, man har gang i. Hvis livet er for konventionelt, bliver man enten åndelig sløv – eller rastløs. Et åndeligt sløv menneske gør som det plejer, uden at tænke over det. Et rastløs, kreativt menneske finder (på) nye veje.

Tilbage til min egen rastløshed, her midt på ferien:
Den fortæller mig, at jeg har energi i overskud, hvilket er skønt! Den fortæller mig, at jeg har været lidt for social (og lidt for moderlig) – lidt for længe. At jeg længes efter at lytte til mig selv og udfolde mig kreativt.

Så jeg sætter mig ned og skriver.
Tænker på, hvad jeg har på hjertet, og udtrykker mig.
Og ser så, om det hjælper – eller om der skal mere handling til…