Det eksistentielle, Krop

Det er blevet efterår, både når jeg kigger i kalenderen (det er starten af september), når jeg kigger ud af vinduet (træerne bugner af æbler) – og når jeg ser mig selv i spejlet.

Jeg er 48 år, mine børn er næsten flyttet hjemmefra, og jeg kan mærke at overgangsalderen er lige så stille gået i gang. I mit liv er jeg nået til efteråret. Jeg accepterer det, nyder det – og det gør mig vemodig.

Jeg er ikke længere den (samme) lækre kvinde, jeg plejede at være. Jeg er ikke længere ung, energisk og passioneret – som jeg plejede at være.  Jeg brænder ikke for ting på samme måde som før. Mænd kigger ikke på mig på samme måde som før… (jeg kigger heller ikke på dem…) Og: Mit ansigt er blevet lidt slap og min hals er blevet rynket.

At gå fra en årstid til en anden kræver tilpasning. Kroppen skal tilpasse sig – og det skal sindet i den grad også. Værst er det for forfængeligheden. Den er faktisk såret! “Rynker og slap hud!” råber den. “Hvor kom de fra??”

Men ærlig talt, i mit livs efterår er duftene dybe og stærke, og farverne smukke. Jeg er taknemmelig for det levede liv – samtidig med at være vemodig over, at en livsfase (“børnefamilie”) er ved at være slut.

Jeg er glad, lettet og stolt over, at mine børn er ved at være selvstændige, voksne mennesker. Godt gået, Tiia (og Kåre)! Jeg er stolt over det, jeg har nået i mit arbejdsliv (godt kæmpet, Tiia!). Jeg er glad for mit ægteskab og mine venner.

Jeg glæder mig til min nye, modne efterårs-fase, som jeg forbinder med erfaring og overskud – masser af æbler 🙂

Jeg tænker, at overgange bliver til egentlige kriser kun, hvis man ikke accepterer dem.  Lige nu har jeg ikke noget i mit liv, som jeg ikke kan acceptere…

… bortset fra lige den slappe hud – og rynker… 😉

Det eksistentielle, Kraft

Umiddelbart ligner de hindandes modsætninger – styrke og sårbarhed. Men jeg oplever at de er to sider af det samme: At være et autentisk, følende, tænkende menneske.

Sårbare mennesker mærker livet. De tør at mærke livet. De tør at blive rørt. De er ikke blevet hårde og kyniske – de bliver ved med at være “åbne”: modtagelige for indtryk, impulser og intuition. De ved, at de ikke ved alt. De er ikke så bange for at blive såret, at de hele tiden skal være i forsvar.

Stærke mennesker er kun rigtig stærke i mine øjne, hvis de samtidigt har en evne til at mærke efter. Mærke efter, hvordan de selv har det, hvordan andre omkring dem har det, hvad stemningen er, hvordan det, de gør, påvirker andre…

Stærke mennesker tager ansvar. “Hvis man er rigtig stærk, skal man også være rigtig sød”, siger selveste Pippi Langstrømpe 🙂

Styrke har noget at gøre med at stå på sine fødder (være grounded), at stå i sig selv (være centreret), at vide hvem man er og hvad man vil – og at handle ud fra disse. Ægte styrke er, at genkende og acceptere sin sårbarhed. At lytte til visdommen fra sin sårbarhed, men ikke lade den styre ens liv.

At rumme sin sårbarhed, men ikke blive slået ned af den. At skabe fred med, at man “kun” er et menneske, som skal dø en dag. At ydmygt gøre hvad man kan, for at gøre verden til et bedre sted – for sig selv, for sine nærmeste og for kommende generationer.

Det eksistentielle, Kraft, Krop

At så mange stadig føler sig så pressede under nogle usunde, anormale kropsidealer – det har jeg så svært ved at forstå! At folk piner sig selv med slankekurer og fitnesscentre, og skammer sig over deres kroppe – uden at finde tilfredshed, accept eller glæde for at være i live… Jeg fatter det ikke!

Jeg  interesserer mig for kroppen og arbejder med kroppen. Jeg tænker, at jeg ved lidt om hvad kroppen er for noget… Men gang på gang oplever jeg, at min opfattelse af kroppen er ret anderledes end de flestes – og jeg undrer mig.

Jeg undrer mig over, at så mange folk stadig bliver styret af “mediernes” kropsidealer, som de synes de skal leve op til. At slankekurer stadig sælger så godt – år efter år – selvom vi ved at de ikke virker (kun en ændring af livsstil virker, og det er noget sværere end en kortvarig slankekur). At folk åbenbart har så svært ved at acceptere sig selv som de er – og at mange lige frem hader deres kroppe!

Hvorfor kigger vi på os selv udefra – med kritiske øjne?

Hvorfor ikke lære at acceptere sig selv med alle de “fejl” man har? Hvorfor ikke smile til sit spejlbillede og se det smukke? Smile til sin partner/veninde/sit barn, og sige noget pænt til dem? Nyde livet? Nyde kropsligheden. Give knus, ligge i solen, bevæge sig med glæde. Sove, spise, elske. Smile en masse, tillade en masse (menneskelighed), tilgive en masse.

Hvornår går det op for folk, at lykken ikke er afhængig af en flad mave og baller af stål?

Det eksistentielle, Kraft

Kraft

I forbindelse med en workshop jeg holder snart, laser jeg om kraft. Én, som er inspirerende at læse, er Hawk of the Yellow Wind (Marc Drouin). I sin bog, Livets Cirkel, formidler han gammel indianervisdom til os vestlige mennesker. Hawk skriver:

“Vores kraft er en energi, der udgår fra os: Den udstråler indre styrke og sikkerhed. Dette behøver ikke at være larmende eller påtrængende. Den kan være stille og rolig som vand. En kraftfuld person lever livet fuld ud, og er ansvarlig overfor andre…

Kraftfulde mennesker er dem, der ikke er afhængige af andre for at få glæde og tilfredstillelse, men som tager del i den. De er ikke bange for åbent at være den de er, og de giver udtryk for deres sandhed.

Kraftfulde mennesker hviler i sig selv og har fokus på deres center. Kraftfulde mennesker skaber forandringer og deltager fuldt ud i livet.”

Wow! Tak for kraftfuld inspiration, Hawk 🙂