Det eksistentielle, Krop

Det er blevet efterår, både når jeg kigger i kalenderen (det er starten af september), når jeg kigger ud af vinduet (træerne bugner af æbler) – og når jeg ser mig selv i spejlet.

Jeg er 48 år, mine børn er næsten flyttet hjemmefra, og jeg kan mærke at overgangsalderen er lige så stille gået i gang. I mit liv er jeg nået til efteråret. Jeg accepterer det, nyder det – og det gør mig vemodig.

Jeg er ikke længere den (samme) lækre kvinde, jeg plejede at være. Jeg er ikke længere ung, energisk og passioneret – som jeg plejede at være.  Jeg brænder ikke for ting på samme måde som før. Mænd kigger ikke på mig på samme måde som før… (jeg kigger heller ikke på dem…) Og: Mit ansigt er blevet lidt slap og min hals er blevet rynket.

At gå fra en årstid til en anden kræver tilpasning. Kroppen skal tilpasse sig – og det skal sindet i den grad også. Værst er det for forfængeligheden. Den er faktisk såret! “Rynker og slap hud!” råber den. “Hvor kom de fra??”

Men ærlig talt, i mit livs efterår er duftene dybe og stærke, og farverne smukke. Jeg er taknemmelig for det levede liv – samtidig med at være vemodig over, at en livsfase (“børnefamilie”) er ved at være slut.

Jeg er glad, lettet og stolt over, at mine børn er ved at være selvstændige, voksne mennesker. Godt gået, Tiia (og Kåre)! Jeg er stolt over det, jeg har nået i mit arbejdsliv (godt kæmpet, Tiia!). Jeg er glad for mit ægteskab og mine venner.

Jeg glæder mig til min nye, modne efterårs-fase, som jeg forbinder med erfaring og overskud – masser af æbler 🙂

Jeg tænker, at overgange bliver til egentlige kriser kun, hvis man ikke accepterer dem.  Lige nu har jeg ikke noget i mit liv, som jeg ikke kan acceptere…

… bortset fra lige den slappe hud – og rynker… 😉